En af mange historier fra Storå-premieren 2018
Af Karsten Bangsgaard
Morgensolens fortropper var lige på trapperne, men Storå var stadig pakket ind i mørke, da jeg kastede min spinner opstrøms langs bredden, hvor jeg stod. Jeg havde allerede fisket i et par timer, men ud over at have tænkt tusinde tanker om mulige scenarier for denne dag, havde det været helt roligt ved åen. Som om startskuddet til årets premiere slet ikke havde lydt.
Det havde været et køligt forår, så lakseguden havde måske slet ikke drysset sit sølvstøv ud over åen endnu, men havde i stedet valgt at blive lidt længere under dynen og glemt alt om de laksefeberramte fiskere, der i ugevis havde set frem til netop denne dag. For godt nok havde foråret kæmpet en hård kamp mod kong frost og derfor ladet vente på sig, hvilket havde lagt en dæmper på forventningerne til mange premierelaks, men det får jo ikke laksefiskere til at holde sig væk fra åen, når der atter åbnes op for fiskeriet. Selvfølgelig havde alle puttet drømmen om en flot laks med i fisketasken, men den lå pakket sammen med glæden bare ved igen at kunne fiske ved Storå.
Det var en stor forløsning at sende sæsonens første kast af sted, og jeg glædede mig som en lille dreng til at se, hvad dagen måtte bringe. Sidste år oplevede jeg min første Storå-premiere og det var noget helt specielt. Jeg selv fangede ingen laks den dag, men jeg så flere flotte eksemplarer og for mig var det en helt unik begivenhed. Kunne dette års første laksedag blive lige så speciel?
Der var en del fiskere på strækket, men de havde alle bevæget sig lidt længere nedstrøms, så jeg følte mig i dette moment helt alene ved åen. Jeg fik hurtigt strammet linen op og holdte fiskestangen, så spinneren bevægede sig så tæt ved bredden som muligt. Jeg havde svært ved at se det i mørket, men jeg vidste, at der var en lille pynt, der normalt skaber lidt strømlæ og jeg tænkte, uden at vide det, at det kunne være et sted, hvor en laks ville kunne opholde sig. Laksefiskeri beror meget på, ud over en god portion held, at kende laksen og lære at forstå, hvor den gerne vil ’stå’ og hvor den vil trække. Jeg havde allerede foretaget dette kast, på dette spot to gange tidligere uden held, men pludselig ud af den dunkle morgenstund fik jeg et voldsomt hug, der efterfulgtes af et endnu voldsommere udløb. Jeg havde en premierelaks på krogen! Håbet er der selvfølgelig altid, men jeg var alligevel fuldstændig overrasket over, at der ud af mørket var en laks, der havde taget min spinner. I løbet af få sekunder blev 40-50 meter line flået af mit hjul og laksen fortsatte vildt opstrøms. Jeg prøvede at få styr på stang og hjul, men jeg var mere tilskuer end deltager i denne dyst, og med ét vendte laksen i strømmen og accelererede nu nedstrøms, ned forbi mig. Hjulet kom på overarbejde, for de mange meter line skulle nu tilbage på spolen i en vældig fart. Det manglende lys gjorde ikke fighten lettere, og da alt forløb så uvirkeligt hurtig, var slutningen af denne saga nærmest en del af begyndelsen. Hvor langt laksen nåede nedstrøms, ved jeg ikke, men den opførte sig som en rutineret bokser, der hele tiden prøver at finde det svage punkt hos sin modstander – og det fandt den. For pludselig, i et uhørt tempo, vendte den igen rundt i vandet, og svømmede direkte mod mig ind mod bredden. Jeg kæmpede igen som en vild med at rulle linen på hjulet for at holde presset på laksen, men jeg havde fundet min overmand. Min line mistede lidt af sin spændstighed og det var lige, hvad der skulle til… for laksen… og væk var den. Jeg væltede fuldstændig gennembanket af ophobet adrenalin, en storm af tanker og udmattethed om på bredden, mens det nærliggende Holstebro blev vækket af mit magtesløse udbrud.. ”neeeejjjjjjjj”. Aldrig har jeg fightet så vild en laks og på trods af, at det hele måske kun varede 1-2 minutter, blev denne oplevelse, som Storå gav mig, på stedet mejslet ind i min lakse-encyklopædi. Det mærkværdige er, at jeg ingen fornemmelse havde af, hvor stor laksen var. Umiddelbart føltes den ikke tung, bare vild, men som alle laksefiskere, der har været i samme situation, vil jeg for al tid spekulere over, hvor stor den var…
Laksepremieren var kun lige gået i gang, men den havde allerede overgået min vildeste fantasi. Kunne der være mere i vente? Efter et par minutter liggende på den fugtige og mudrede bred var jeg kommet mig så meget, at jeg atter kunne rejse mig og gribe fiskestangen. Jeg måtte i gang med andet kapitel af årets premiere ved Storå…
Fortsættelse følger