Premieren ved Storå, 2019.

Premieren ved Storå 2019

En af de normalt tørreste måneder, marts, havde i år besluttet sig for at lave om på tingene og havde inviteret tunge regnskyer til fællesdans over vores lille land. Det betød blandt andet, at de vestjyske åer blev forvandlet til store floddeltaer med så meget vand, at den ekstremt lave vandføring i 2018 blev spulet ud af alles erindring. Med den megen regn fulgte hurtigt tocifrede temperaturer, som om marts ville komme april i forkøbet ved at kickstarte foråret tidligere end sædvanligt. Missionen lykkedes, for bøgen blev vækket og begyndte tidligt at iklæde sig det grønne look. Alt dette, den megen vand og de høje temperaturer, vækkede i alle laksefiskere troen på, at mange laks ville have søgt op i åerne, så årets premierefiskeri kunne gå hen og blive på højde med den fantastiske start i 2017. Det var i hvert fald den tro, jeg havde, da jeg i den meget tidlige morgens mulm og mørke, den 16. april, begav mig ned til åen. Modsat marts havde april kun vist sig fra sin fine side uden regn, så Storå lignede atter sig selv. Ja, det tenderede måske mere til sommer-vandføring end en normal forårså, men på trods af dette, og på trods af, at frosten bed lidt i græsset, var forholdene tæt på at være optimale, da jeg foretog sæsonens første kast. Min makker og jeg startede ud ved bystrækket, hvor den skønne Vegen Å løber ud i Storå. Vi havde en forventning til, at der ville være en del fiskere på strækket, men vi fik den første time helt for os selv.

Derefter dukkede flere og flere fiskere op. Alle med en glæde og en forventning til, at det skulle blive en god dag. Og det blev en god og begivenhedsrig dag. På trods af rigtig mange fiskere flød fiskeriet og jeg mødte kun glade ansigter. Den første premierelaks, jeg fik set, blev fanget neden for Kvickly kort efter solens frembrud. En superflot laks på omkring de 90 cm. Kort efter tog en tung laks min makkers flue, men efter to hårde pump var laksen væk. Jeg selv mærkede intet på strækket, men udover at sende kameraet i min mobil på overarbejde for at indfange den skønne morgen, faldt jeg i snak med rigtig mange fiskere – præcis som det skal være på en premieredag.

Før i tiden skulle man godt op af premieredagen, før man kunne få et indblik i, hvordan det stod til andre steder i åen. Med de sociale medier ved nærmeste hånd har dette ændret sig markant. Derfor gik der heller ikke lang tid fra, at Frederik Iversen hev et monster af en premierelaks op ved Præstegaards spids, før nyheden tikkede ind på min mobil. I første omgang fulgte de sædvanlige premiererygter, og usikkerheden på fiskens størrelse florerede i en rum tid. Jeg fik ’meldinger’ på, at den vejede omkring 14 kg, kort efter var den på ca. 17 kg for slutteligt at ende på 18,7 kg fordelt på 120 cm. Fantastisk laks – stort tillykke herfra!

Først på formiddagen blev jeg på nærmeste hånd vidner til en laksefight, da en fyr i første kast på en plads nær mig, fik overlistet en laks. Efter 7-8 minutter kunne jeg nette fisken for ham – 97 kanon flotte centimer. Det var næsten lige så stor en oplevelse, som hvis jeg selv havde fanget den. En vild jubel og glæde bredte sig blandt alle, tilskuere og selvfølgelig fangeren – det er netop det, der gør premieren så speciel!

Imens billeder af mange fangede laks begyndte at tikke ind på diverse facebooksider, besluttede min makker og jeg os for at køre længere vestpå. Ved hver eneste p-plads vi kom til, var der mere end fyldt op med biler, men vi fandt alligevel en plads og på trods af de rigtig mange fiskere, var der stadig plads ved åen. Vi fik besøgt flere stræk, mødte flere der kom slæbende med en flot laks over skulderen og endte vanen tro med at finde et spot, hvor vi havde aftenfiskeriet helt for os selv. Da det sidste kast var foretaget, kunne vi dog konstatere, at der i år ikke var en premierelaks til os. Alligevel havde det været en super skøn dag.

Laksesæsonen var blevet skudt i gang med manér – der var blevet kastet flere tusinde håbefulde kast både med flue, spinnere, woblere og orm. 51 af disse kast endte med først at overliste en premierelaks og efterfølgende få den på land, hvilket må betegnes som ’en fantastisk start’. Mange erfarne fiskere fik landet en laks og meget imponerende viste flere juniorer sig også på fangstsiderne. Sejt drenge! Nu er det så spændende at se, hvad resten af sæsonen bringer. Med det store antal grilse i sidste sæson, kunne man håbe på et rigtig godt mellemlakseår – Men med laksefiskeri kan man aldrig vide.

Med ønske om en god sæson til alle – Knæk og bræk!!

Karsten