Optakt til Laksesæsonen 2020
Efter en grå, trist og (følt) ekstra lang ’vintertid’, hvor dagsregn var mere reglen end undtagelsen, var det skønt, at vejrguderne midt i marts forbarmede sig og valgte at trække det deprimerende skydække til side for at lade solen vinde frem. Naturen skulle vækkes og langsomt iføres sine sædvanlige forårsfarver. Alt begyndte at spire, dyr og insekter tittede frem, mens fuglene fyldte de nu lysere morgentimer med deres kvidrende stemmer, som om de i skjul havde brugt hele vinteren på at øve sig på denne skønne symfoni. Folk skulle ud af deres opvarmede stuer, og ud for at suge lysets energi til sig – året skulle for alvor startes op.
De første passager i bogen over 2020 er altså påbegyndt, de ligner mange tidligere første kapitler, men der er stadig flere blanke end skrevne sider tilbage i bindet. På trods af det ukendte, der venter forude, har man dog allerede nu, her i årets fjerde måned en anelse om, hvad der kommer til at være omdrejningspunktet i de resterende afsnit, for 2020 er et år, der aldrig vil blive glemt! Aldrig må blive glemt! Efter de mildest talt forfærdelige vejrforhold i efterårs- og vintermånederne er der virkelig blevet taget revanche og foråret viser sig nu fra sine allersmukkeste sider. Den evige sol på den lyseblå himmel, floraen der er begyndt at forvandle den triste skovbund til et grønt ocean krydret med blomster i de skønneste farver og træerne, vis grene er blevet vækket, og som nu sender det ene spirende blad efter det andet til verden. Alt dette får bare ikke den opmærksomhed, som det fortjener. Verden er dette forår blevet en anden. Alle folk er blevet sat i lænker og inficeret med en bekymring, en usikkerhed, der har sat sig som en snylter i vores hoveder, og som følger os i alt, hvad vi gør og alt, hvad vi tænker. Denne usynlige fjende har gjort alt, hvad vi kender som normalt, til et drømmebillede, som vi kun kan længes efter. Alligevel er der dog et lille lyspunkt, et lille håb for en mindre skare, der i næsten 6 måneder, har længtes efter dét de holder så meget af. Jeg er en del af denne lille skare. Normalt i lige præcis disse første dage af april kan jeg ikke være i mig selv. Jeg plejer at være rastløs, utålmodig og meget spændt – jeg venter på, at det bliver den 16. april – jeg plejer at have den vildeste laksefeber! Men sådan er det ikke helt i år. Den har godt nok meldt sig, altså laksefeberen, men hvor den normalt slører nethinden og gør mit syn til et smalt tunnelsyn, hvor kun laksepremieren kan skimtes forude, så har den måtte vige pladsen for den globale epidemi, der for tiden fylder alles sind. Pludselig er det ikke sæsonens første kast, det første møde med en blank laks, der popper op, når man slår øjnene op om morgenen. Corona har taget over! Derfor har troen på, at laksepremieren ville finde sted som vanligt den 16. april, nærmest ikke være til stede – men det er den heldigvis nu.
Her ti dage før premieren tyder alt på, at laksesæsonen i de vestjyske vandløb åbner op ’til tiden’. Derfor er laksefeberen begyndt at tage kampen op mod den indtrængende fjende. I mit hoved kæmpes der en kamp for at tingenes stand skal normaliseres. Det samme sker/skal ske i vores land, i vores verden. Det bliver en lang sej kamp. Solen vil stå op og gå ned, årstiderne vil skifte og naturen vil gøre alt for, at den i det mindste forbliver nogenlunde ’normal’. Og for den føromtalte lille skare – så vil de stadig kunne glædes af, at laksene enten er kommet hjem fra deres lange tur i oceanet eller er godt på vej, og at de for en stund får sindet normaliseret hos de ivrige laksefiskere. Selvfølgelig med to meters afstand til hinanden….. ?
Med ønsket om en god laksesæson 2020.
Karsten