Laksesæson 2022

12.okt

Årets sidste tur og kun den anden med min faste Storå-makker Mogens. Forholdene var perfekte og vi så flere springende laks, men både ved Gryde å og Idom å kunne vi ikke overliste nogen af dem. Ved Gryde å-strækket fangede jeg dog en flot og meget rogntyk havørredhun på 76 cm. Den blev hurtigt genudsat.

13. og 15. maj

To korte ture til Storå. Først med knægten, hvor vi fiskede ved Gryde å-strækket. Her havde jeg en følger med ind til stangspidsen ved Gryde å, og derudover så vi to fangede laks. Ellers skete der intet.

Den 15. var jeg afsted med Dennis og Christian. Vi mærkede intet men jeg nettede en 95 cm laks lige opstrøms bænken for en makker.

26.april

Så tog jeg atter et smut til Storå. Jeg vidste godt at forholdene ikke var gode, da der var meget lav vandstand efter en lang periode uden regn, og jeg vidste at der ikke var så mange laks i åen. MEN der er laks og jeg nyder at gå deroppe, så da jeg havde ferie, drog jeg af sted.

Det blev ikke til nogen laks, men ved Præstegårdsspids havde jeg et meget forsigtigt hug og en fisk der var på i 4-5 sekunder. Men det kunne have været alt fra en lille ørred til en laks. Jeg har før oplevet laks, der har hugget så forsigtigt, så måske…

16.april

Så blev sæsonen 2022 skudt i gang. Meget kort fortalt, så startede vi som sædvanlig i bymidten af Holstebro, men fangede intet og så heller ikke andre, der fangede noget. Derfor kørte Mogens og jeg til Gryde å-strækket, hvor Mogens fluefangede en laks på 91 cm, 6,7 kg. Jeg mærkede intet. Ved 14.30-tiden stoppede vi fiskeriet. Det var skønt atter at komme i gang og skønt at Mogens fangede sin første premierelaks.