Storå 2022

Hvordan evaluerer man en sæson ved Storå, når der ved denne å to gange blev lukket for fiskeriet pga. høje vandtemperaturer og der generelt i løbet af de seks måneder, hvor der måtte fiskes, manglede nedbør? Hvis man udelukkende forholder sig til fangsttallene, så blev det igen en lidt skuffende sæson, hvor de senere års nedadgående tendens fortsatte. I alt blev der fanget 1037 laks, altså på højde med sidste års 1047 fangede laks. Efter udsætningsstoppet for år tilbage er det måske dette leje, som man skal til at vænne sig til.

Tabel 1: Antal og størrelsesfordeling af fangede laks ved Storå i 2016-2022.

Ser man på størrelsen af de laks, der er blevet fanget, så fylder dem over 80 cm godt i tallene. Af dem blev der fanget 716stk mod 615 stk sidste år. Hvis vi husker tilbage, så oplevede man i år ved Storå det bedste majfiskeri nogensinde med 212 fangede laks. De fleste af laksene på dette tidlige tidspunkt af sæsonen er typisk de større laks, så de forholdsvis mange store laks i fangstrapporterne er et tegn på et godt forårsfiskeri – og det må man sige at der var.
Fiskeriet i oktober plejer at være godt, og i år blev der da også landet en del laks. Men alligevel blev der ’kun’ fanget 113 stk sammenlignet med 130 sidste år. Fornemmelsen var, at der var mange laks i åen, men at de var svære at overliste.

Figur 1: Størrelsesfordeling af laks mellem 40-79 cm og større end 80 cm i 2016-2022.

Noget, der kan skabe panderynker, er antallet af fangede smålaks, der tog endnu et dyk ned og var lavere end sidste år – et år der heller ikke var prangende. I alt blev der fanget 321 laks, som var mindre end 80 cm, hvilket fx er halvdelen af, hvad der blev fanget i 2020. Årsagerne til dette kan være mange og er svære at konkludere på. Færre smolt til at vandre ud, større predation og måske en laksestamme, hvor flere laks ’vælger’ at blive et ekstra år til havs, og dermed først kommer tilbage til åen som mellem- eller storlaks. Man kan håbe på det sidste.


Det er værd at bemærke, at det blev et år med få storlaks over 110 cm. Der blev nemlig ’kun’ fanget 7 stk, hvilket sammen med 2018 er det laveste antal i 7 år. Derudover bør man også notere sig, at mere end 10 % af de fangede laks var udsatte laks fra et andet vandsystem, nemlig 129 stk!
Med hensyn til antallet af fangede havørreder, så er der også her en bekymrende udvikling og årets fangster er det laveste i mange år. Forhåbentlig bliver det ikke samme tendens som i Skjern å, hvor antallet af havørreder er rekord lavt.

Antal Havørreder
2018 – 245stk
2019 – 323stk
2020 – 432stk
2021 – 230stk
2022 – 170stk

Tabel 2: Antal fangede havørreder i Storå i 2018-2022


Så hvordan konkluderer man på sådan en sæson? En sæson på det jævne, med et godt forårsfiskeri, bekymrende få smålaks og havørreder, sommerlav vandstand det meste af sæsonen og igen et år, hvor det er svært at konkludere, hvilken vej pilen peger. Mange har fået store oplevelser ved åen, med og uden laks. Det er det laksefiskeriet kan, forhåbentlig også i fremtiden!