Så kom den nye laksesæson i gang. Jeg var endnu en gang i åen – denne gang med Mogens og hans bror. Vi startede ved Kvickly-strækket kl 5.00. Her skræmte jeg en fisk der stod helt inde ved kanten, da jeg gik ned til åen. Vi mærkede intet, men så en 11,8 kgs superflot laks blive landet.
Efter byen, som nu var mere end fyldt op, kørte vi til ‘æ gammel Mand’ tæt på Vemb. Her var der også mange fiskere, men der var lidt mere luft mellem dem. Efter et par timers fiskeri havde vi dog intet set, så vi kørte til strækket modsat medlemsstrækket ved Gryde å. Her overlistede jeg en 90-95 cm laks med et opstrømskast. Den huggede meget forsigtigt, så det var med bange anelser at jeg fightede laksen. Jeg prøvede at få den lidt hurtigere ind end normalt og to gange var den helt inde ved Mogens som stod klar med nettet. Han havde dog ikke mulighed for at nette den, da den slet ikke var ‘klar’. Da den anden gang kom ind, var den på vej hen mod nettet, men et sekund fra at den havde ligget helt rigtigt, fløj spinneren ud af kæften på den, og væk var den.. øv. Men jeg havde haft en premierelaks på og underligt nok var det en stor tilfredshed i sig selv. Jeg stoppede fiskeriet lidt i kl 14, da jeg endnu ikke vil presse kroppen for meget. Det blev altså ikke til en fanget laks, men det havde alligevel været en kæmpe fornøjelse. Sæsonen er nu skudt i gang – spændende at se, hvad den alt byder på.