Laksepremieren den 16. april er uden sammenligning årets mest specielle dag ved Storå. Her mødes laksefiskere fra nær og fjern til sæsonens første fiskedag og ofte landes der mange store og flotte laks på denne dag.
De sidste par år har en ’premieredag nr 2’ dog meldt sig på banen som noget helt unikt, når man snakker om laksefiskeri i Danmark. Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at somrene har nogle perioder med hedebølge, der gør åerne for varme til laksefiskeri som derfor forståeligt lukkes for al fiskeri. Men når vejret slår om med regn og lavere temperaturer, åbner åen atter op. Og netop denne første dag efter fiskestoppet, typisk sidst i august, er blevet noget af et tilløbsstykke, for åen er på dette tidspunkt fyldt godt op med laks. Det skyldes blandt andet, at de mange smålaks, der altid lader vente på sig, nu er trukket op i åen – og de er ofte mere hugvillige end de større laks.
Sidste år befandt jeg mig ved åens bred, da fiskestoppet i august blev ophævet, og jeg fik en fantastisk oplevelse med flere laksekontakter. Og jeg var ikke den eneste – 57 laks blev landet den dag. Da dette års hedebølge havde forladt landet og meldingen om åbningen af Storå blev annonceret, var jeg ikke i tvivl om, at det måtte blive mindst lige så vildt som sidste år. Jeg havde ikke mulighed for at deltage, så jeg måtte nøjes med spændt at følge fangstindberetningerne på internettet, men det var også en stor oplevelse i sig selv. Hele dagen væltede fangsterne ind og rigtig mange laksefiskere må have fået fantastiske oplevelser. Det var specielt smålaksene, der var i hugget. Da dagen var omme, var 66 (!!) laks blevet fanget og jeg tør slet ikke gætte på, hvor mange flere der har været på krogene men er blevet mistet, inden de nåede netkanten. Af de 66 laks var 46 under 70 cm, altså smålaks. Faktisk har antallet af fangede smålaks indtil videre i denne sæson været meget højt, hvilket er fantastisk, da det er en generation, der udelukkende består af vilde laks (de sidste udsætningerne af laksesmolt i Storå fandt sted i 2017).
Kigger man nærmere på fangstindberetningerne for den 24. august, altså dagen hvor åen atter åbnede, så er 7 af de indberettede smålaks fedtfinneklippet, hvilket er et kendetegn for udsatte laks. Da disse ’mærkede’ laks ikke er sat ud i Storå, må de komme fra smoltudsætningerne fra en anden lakseå, måske Skjern å. Det er kendt, at nogle laks vælger ’det forkerte vandløb’ – det bliver blot bekræftet her.
Man kan kalde denne dag, hvad man vil, men når den som sidste år og i år falder i august, bliver det ofte en meget speciel dag ved åen, der viser, at det danske laksefiskeri efterhånden er blevet helt unikt. Det kan mange af de laksefiskere, der var ved åen den 24. august, helt sikkert bekræfte. Og som en prik over i’et, så blev der også landet 16 havørreder. Det tyder på, at også denne bestand er begyndt at få det bedre!